Så meget betyder den rette cykel for din fart når du laver ironman.

Jeg starter måske en hellig krig ved at skrive dette indlæg, men lige nu, hvor alle de store fabrikanter af cykler kommer med nye modeller. Og hvor de store stjerner skifter deres cykler ud i et væk, til ære for nye sponsorer og meget andet, så er det på sin plads, at komme med en holdning.

Jeg bliver spurgt om det her emne meget ofte af mine klienter. Mine svar kunne måske komme dig til gode.

Lad os starte med at gøre det overskueligt. Jeg har lavet en liste med punkter over de ting, som jeg selv mener er det udslagsgivende for, om en cykel er den rette for dig eller ej.

Aerodynamik.

Set fra et performancemæssigt synspunkt, så er aerodynamik en af de faktorer der kan – og bør – være stor fokus på, når du skal købe ny cykel. Ja, man kan bikefitte sig ud af meget, men de cykler der er på markedet idag, og som der kommer mange flere af, er så aerodynamiske, at man faktisk kan sætte dig ret komfortabelt, og stadig give dig en masse aerodynamiske fordele. Rammen og hvordan styr, forgaffel, bremser, kabler, og lignende er integreret i den, har meget stor impact på, hvor aerodynamisk en cykel egentlig er.

Problemet med aerodynamik er, at det er svært at måle selv. Og alle fabrikanter af cykler siger efterhånden, at deres ramme er den mest aerodynamiske. Så hvad skal man tro på?

En god ide er derfor at se på, hvad de allerbedste kører på. Og det lyder måske lidt plat, men ikke desto mindre så er det rigtigt. Hvem kører de hurtigste cykelsplits, og hvem har den bedste bike-run sammensætning af alle. Frodeno og Lange er to faktorer her, og de kører begge på canyon. De sidder endda ikke særligt aerodynamisk i deres position, og så løber de fuldstændig vildt godt, når de kommer af cyklen.

Samtidig har canyon et meget stort udviklingsbudget. Man kan vel efterhånden sammenligne dem lidt med Mercedes i formel 1, som jo vinder alt de kommer i nærheden af. De har det største budget, den hurtigste bil, og helt klart nogle af de bedste kørere.

Om de har DEN allermest aero cykel, sammenlignet med Specialized og Felt eksempelvis ved jeg ikke. Men vi må bare konstatere at de har fat i noget af det rigtige, og har de bedste af de bedste til at køre for sig.

Billede af Ventum

Stivhed.

Stivheden vil du kunne mærke, og forstå, når du kommer fra en cykel der ikke har været stiv. Området omkring krankboxen er vigtigt at holde stift, for netop at have en bedre kraftoverførsel fra rytter til cykel til landevej. Små bevægelser og friktioner i rammen, kan være deciderede effekttab. Effekttab, hvor bare 1-2 watt kan have en altafgørende faktor på det niveau de allerbedste opererer på.

1 watt “bedre stivhed” giver måske 0,5 km/t mere fart. Og set over 180 km kan det hurtigt gå hen og blive et interessant regnestykke. På højeste niveau tæller sekunder, og derfor går pro´erne, meget mere op i stivhed og aerodynamik end du tror.

Nu har vi fået Lionel Sanders på en canyon også. Det bliver spændende at se hvordan han udnytter, den på papiret mest aero og stive cykel, på markedet.

Billede af Specialized TRI

 

Udstyrspakke.

Om din cykel har ultegra eller dura ace på, har en effekt. Både på holdbarhed og på evnen til at skifte gear, men især på vægten. Vægtoptimering, og det at skulle skubbe/træde mindre vægt fremad, giver mening. En jumbojet der er fyldt, bruger mere benzin, end en jumbojet der er tom.

Watt pr. kilo, herunder inkl. cyklens vægt, giver mening. Jo lettere du kan gøre det du skal køre på, jo mindre kraft skal du reelt set bruge på at komme fremad.

MEN.

Med lavere vægt kommer en væsentligt dyrere pris, og i nogle tilfælde ( mange ) også risikoen for, at noget går i stykker. Lette komponenter kan sagtens være mindre holdbare, selvom de koster meget mere.

Derfor er du nødt til at lave dine egne risikovurderinger når det er dig selv der skal betale for grejet. Måske det giver mere mening at smide 0,5 kilo kropsvægt, end at spare 50 gram på udskiftning af en bagskifter fra det ene mærke til det andet …

Billede af FELT IA

Bikefit.

Du kan have den mest aero cykel i verden, men sidder du ikke ordentligt på din cykel kan det i princippet være lige meget. Hertil skal det dog siges, at aero selvsagt skal vejes op imod komfort. Hvis du skal sidde 180 km på en cykel og ikke kan kigge fremad, fordi du er nødt til at sidde super aero for at kunne køre bare nogenlunde hurtigt, så er det ikke sikkert at den cykel er noget for dig.

Kompromiset mellem komfort og aero, er for den almindelige motionist, eller agegrouper, vigtigere end den er for elite eller pro feltet. De kan adaptere sig meget bedre, træne deres core, og andre muskelgrupper, for at tilpasse sig. Det har du sikkert ikke tid til.

Hvis du har, så synes jeg afgjort du skal sætte igang.

Invester i et bikefit fra starten af, og find den rette sadel at køre med. Kør nogle lange ture i racepace og test dit setup af, og kør nogle kortere hårde ture, og se hvordan din krop reagerer når dine ben pludselig er trætte, eller din ryg har taget et stort slæb når du har kørt intervaller, eller opad bakke.

Nøglen her er, at du tester … og bliver ved med at teste. Ingen andre end dig selv ved hvordan din krop reagerer på, at have været sammenkrøllet henover en cykel når du har kørt i 160 km plus det løse.. eller om du reelt set kan løbe bagefter.

Et bikefit er en baseline, som du kan teste og optimere ud fra. Hvis du har en vindtunnel til rådighed, som pro´erne kan du jo passende se, om den ene dunkholder giver dig 0,5 w´s besparelse..

Æstetik.

Vi har alle hver især forskellig smag og sans for detaljer. Hvis du spørger inde i en af de store facebook grupper, om hvad folk synes om den ene eller den anden cykel, så får du et utal af forskellige svar og personlige overbevisninger / holdninger.

Det kan du ikke rigtigt bruge til noget, og derfor er du nødt til at tage en voksen beslutning og danne dig din egen mening. Du kan læse stolpe op og stolpe ned omkring aerodynamik, stivhed, bikefit og meget andet, men i sidste ende kommer det an på om: “kan du se dig selv køre 180 km på den cykel” ??

Er du glad motionist og vil du bare ud og have en god dag når du skal lave din ironman, så vil jeg mene at æstetikken spiller en større rolle end mange af de ovenstående ting. Du skal føle dig som en kæmpechef når du er igang med dit projekt. Og er din cykel grim i din optik, eller er der noget på den der ikke spiller, så skift det ud.

På højeste niveau spiller alt det tekniske og nørdede en rolle. På amatør niveau, hvor du ikke nødvendigvis kører for placeringer eller lignende betyder det intet.

Køb din ferrari og kør 30 km/t, eller køb din folkevogn og kør 29 km/t. Kører du for at vinde, kvalle, eller blive klubmester, så optimer hvor du kan.

/M

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Få dine gratis tips her!

 

Få GRATIS træningstips på mail hver uge!