Hawaii 2017 – festen fortsætter.. ihvertfald lidt endnu.

I sidste weekend, var der Ironman World championship på Hawaii. Jeg havde to atleter med derovre – Mikkel og Mikkel, som jeg har skrevet en blog om tidligere. Læs den her

De to drenge var mine første kvallede atleter til “the big dance” og derfor har jeg brugt ret meget tid på, at finde viden, søge sparring, og på at knække koden ift drengenes optakt, nedtrapning og eksekvering på dagen.

Jeg kender dem rigtigt godt de to. De har begge været i lange forløb hos mig, så jeg har hele tiden haft en god ide om, hvor jeg skulle trykke til ift deres program, og hvor jeg skulle “være der for dem” ift det mentale.

De kvallede begge to, ret tæt på Hawaii ( kalmar og Kbh ) hvorfor det sidste forløb op til selve stævnet på Hawaii, skulle være både skånsomt, opbyggende, men i særdeleshed også med fokus på varmetræning.

De fik det hele.

Mikkel Mortensen tog til øen i god tid, men lagde ud med at blive syg …. Aircon og flyvemaskiner i mere end 20 timer, satte kroppen på standby og både feber og ondt i halsen meldte sin ankomst. Ikke den bedste optakt – og vi havde derfor mange snakke frem og tilbage på facebook for, at finde ud af, hvad vi kunne gøre.. Det eneste vi reelt set kunne stille op, var at give ham ro, fylde ham med C-vitaminer, og så vente og se hvad kroppen tog imod og ikke tog imod.

De sidste par dage op til stævnet meldte Mikkel ud, at han kunne mærke at han var på vej tilbage – og han faldt så derefter ind i sine sidste dages planlagte nedtrapning.

Mikkel kvallede i 8.51 i Kalmar, og kørte sit første stævne på Hawaii i tiden 9.35. Det er ikke bare flot, men ekstraordinært flot. Som rookie, og med den optakt, så understreges det VIRKELIG, at der er krummer i den knægt.

Mikkel Olsen, tog afsted lidt senere og havde derfor ikke de samme muligheder for varmetilvænning, som andre. Han havde dog haft masser af varmetræning hjemmefra, men ift planlægning af rejse, job, kæreste og træning, så var hans sidste 10 dage op mod race ikke optimale.

Vi afventede at se hvordan hans puls og watttal så ud når han var kommet til øen, før vi lagde planer for det endelige pace igennem racet. Varmen og fugtigheden kan gøre ret meget ved een, så derfor var det vigtigt for mig, at han forstod at de tal han havde kørt i Kbh ikke nødvendigvis var dem der skulle køres efter på Hawaii.

Mikkel Kvallede i 9.06 i Kbh og kørte også 9.35 på Hawaii, som rookie. Det er flot. Rigtigt flot.

Overskriften på denne post, siger at festen fortsætter… og det gør den fordi, at det er nu at JEG skal lære noget.

Hvad kan jeg som træner få ud af, at to af mine atleter har kvallet. Jeg har ikke selv kørt på Hawaii. Jeg har ikke været der. Så hvordan kan jeg lære noget af, at 2 x Mikkel har været derovre og køre.

1: Varmen.

Hvordan klargjorde vi dem på at køre i varmen i Danmark? Hvad virkede? Hvordan reagerede de, og hvad var i sidste ende resultatet af den varmetræning vi lavede herhjemme, inden de kom derover?

2: Pacing på dagen

Hvad gjorde at vi planlagde deres pace som vi gjorde? Hvad lå til grund for det – og hvordan endte vi med at eksekvere på dagen? Hvad var slutresultatet, og hvad kunne vi have gjort anderledes, under og op til race?

3: Grej og setup

Kørte de på de rigtige profiler af hjul? Var cyklerne tunet rigtigt? Var deres tøj godt nok ift varmen?

4: Energi og væskeplan

Spiste de rigtigt op til stævnet? Fik de nok mad? Fik de nok vand? Fik de nok elektrolytter? Hvad med energiplanen på dagen? Fik de nok energi og hvad var deres subjektive følelse og oplevelse af at race et sted, som var så varmt taget i betragtning at de også skulle kunne race nogenlunde hurtigt.

5: Deres vægt

Havde den optimale vægt ift hvor hurtigt de skulle race i varmen? Kunne noget have gjort en forskel her?

Spørgsmålene er mange og jeg vil arbejde den næste tid, med at få tingene sat i et system, så jeg ved hvordan jeg kan gribe kommende atleters tur til hawaii eller andre varme races an. Alt data kommer ind i mit racing intelligence system, som jeg kan slå op i igen og igen. Det er guldinformation man kan få ud af, at gøre sit forarbejde rigtigt – og ved at søge viden fra andre store kapaciteter på området. Her kan man drage en parallel til erhvervsverdenen, hvor business intelligence og datamining får større og større indpas… Jep, det ved jeg også lidt om 🙂

Allerede ugen efter at drengene havde kvallet, der efterspurgte jeg information i netværket. Jeg havde derfor en rigtig god snak med Michael Krüger, som er en af de største kapaciteter herhjemme. Måske endda i verden, da han har mange top professionelle atleter han coacher – og har coachet. Derudover, har han været på hawaii rigtigt mange gange og ved hvordan varmen påvirker atleterne derovre. Så til ham skal der lyde en stor tak for at agere sparringspartner – og for altid at ville give et svar på spørgsmål relateret til træning. Det er guld værd.

Det sidste jeg skrev til drengene aftenen inden de skulle race:

“The big dance”

Ironman er No picnic. Ironman på Hawaii er no way in hell a picnic… Det i skal til, er der mange der er misundelige på. I har kvallet og formået, ved egen kraft, at gøre jer til nogen af de bedste i jeres felt, i triatlon. Det forpligter – og det ved jeg, at i ved.

Når i står ved svømmestarten, så sug alt ind. Mærk jeres åndedræt dybt, og gå ind i jer selv. Fordi når kanonen lyder, så starter “the big fucking dance” og så er der ingen vej tilbage.

Undervejs vil i møde modstand. I vil møde tvivl på jer selv… Det ved i kommer – og når det gør, så tager i jeres no bullshit gameface på, og siger: FUCK AF.. Det er mig der er boss.

Et skridt foran det andet hele vejen – og så tænk på coach der står og råber af sin skærm, når han følger jeres vej igennem 3.8 km akvariesvømning, 180 km cykeltur i lavamarker, og 42 km´s løb igennem nogle ikoniske stier og områder.

You got this! Og jeg er pissestolt af at arbejde sammen med så dedikerede mennesker som jer.

Hold jeres planer…. og unleash the beastmode.

#proudcoach.

 

Få dine gratis tips her!

 

Få GRATIS træningstips på mail hver uge!